Fra Tavshed til Stilhed - Pernille Young
Når jeg maler, bevæger jeg mig ind i ordløsheden. Jeg bruger tavsheden til at udtrykke mig gennem billeder, hvor igennem jeg kommer ind til stilheden. Tavsheden er for mig det rum, hvor der er brug for at udtrykke noget, som er svært at finde ord for.
Når det er blevet udtrykt, set, anerkendt, så forvandles tavsheden til stilhed. Stilhed hvor man bare kan være, være med det, der er i ro.
Den stilhed spejler naturen. Det er i naturen jeg finder min inspiration. I det der er i forfald, i det der er småt og tilsyneladende ligegyldigt, i det der ikke umiddelbart anses som smukt og værdifuldt.
Jeg elsker at forstørre små detaljer op i stor skala, så skønheden får lov at skinne. Farver, former og struktur er mit sprog og det er taget direkte fra naturen. Naturen er afbilledet gennem mine sanser, følelser, opfattelser og oplevelser.
Nogle gange bliver det et længere studie i bestemte former, andre gange i særlige strukturer og ofte har jeg perioder med de samme farver, der går igen på forskellig vis i mine malerier. Jeg maler med akrylmaling, forskellige slags kridt og blyant.
Ofte på canvas, nogle gange på mdf plader og på akrylpapir. Der kan også være billeder som har lag af collage.